elektra

Sofokles’ “Elektra” oversat til dansk af J. K. Larsen i 1912

(Den gamle Tjener, Orestes og Pylades kommer ind fra venstre.)

Tjeneren:

Du Søn af Agamemnon

Grækernes anfører i Den Trojanske Krig. Blev ved sin hjemkomst til Mykene myrdet af sin kone Klytaimestra og sin fætter Aigisthos.

, som i fordums Tid ved Troja førte Hæren, nu du skue kan med egne øjne, hvad du stadig længtes mod. Der er det gamle Argos, dine Ønskers Maal, en hellig Lund for Inachos' bremsepinte Barn;

Ifølge en myte var Inachos den først konge af Argos. Hans datter Io blev en af Zeus' talrige elskerinder, som i skikkelse af en ko måtte flygte fra Heras skinsyge.

og der, Orestes, ligger et Lykeiostorv

Som kvæghjordernes beskytter bærer Apollon tilnavnet Lykeios.

for Ulvedræberguden; der til venstre er det stolte Heratempel: her hvor vi nu staar, — ja, det er just Mykenes rige Stad, du ser; der ligger Pelops' blodbestænkte Kongeborg, hvorfra jeg selv i sin Tid, ved din Faders Mord, modtog dig af din Søsters Haand og bar dig bort, beskytted dig og saa dig voxe op fra Barn til Yngling til at hævne nu din Faders Drab. Og nu, Orestes, og min kære Pylades, nu maa vi raadslaa om, hvordan vi gaar til Værks; men knap er Tiden; se, det lysner stærkt i øst, og Fugleskaren kvidrer højt, mens Dagen gryr, og Nattens dunkle Stilhed er forlængst forbi. Før altsaa nogen kommer ud af Huset der, maa Sagen nu I drøfte sammen, thi der er ej Tid til Tøven, Øjeblikket kræver Daad.

Orestes:

Du, hvem jeg skatter mest af mine Tjenere, din Troskab, ser jeg, er den samme nu som før. Thi ligesom en ædel Hest i Farens Stund, selv naar den ældes, glemmer ej sin Fyrighed men rejser øret kækt, saaledes ogsaa du opmuntrer mig og er min bedste Følgesvend. Lad mig da sige dig, hvad jeg har tænkt, og du skal lytte nøje til mit Ord og rette mig, ifald jeg træffer ej det rette med min Plan. Dengang jeg til det pythiske Orakel

Orestes har konsulteret oraklet i Delfi, som blev ledet af præstinden Pythia.

kom, at høre der, hvordan jeg kunde ramme bedst min Faders Mordere med streng Gengældelse, da svared Phoibos, hvad jeg nu skal sige dig: "Alene skal du, uden væbnet Krigerflok, med List dig snige mod dem paa din Blodhævnsfærd". I Kraft af dette Guddomsord, som til os lød, saa se dit Snit til at gaa ind i Huset der, og søg at faa at vide, hvad der foregaar, at du kan bringe mig en klar Besked derom. Saa lang Tid efter kan jo ingen kende dig, en gammel Mand, der kommer i en fremmed Dragt. Fortæl dem trøstigt, at du er en fremmed Mand, med Budskab fra Phanoteus, som i Phokis bor, en gammel Vaabenfælle just af dette Hus. Hvis ingen tror dig, skal du dristigt sværge paa, at Døden traf Orestes, efter Skæbnens Bud, Ved Legene i Delphi, hvor han slyngedes fra Vognens Karm. Det maa du faa dem til at tro. Selv gaar jeg til min Faders Grav, som Ordren lød, at ofre der, og af mit Hovedhaar en Lok nedlægge fromt, og kommer saa herhen igen med Bronceurnen varsomt løftet i min Haand, — du ved jo selv, jeg skjulte den i Krattet hist, for paa troværdig Vis at overbringe dem det falske Glædesbudskab om, at jeg er død, og dette er de brændte Rester af mit Lig. Hvad kan det skade mig, at jeg i Ord er død, Naar jeg i Gerning lever og mig vinder Ry? Et Ord, der gavner, er ej ondt; det tror jeg paa. Thi jeg har ofte set, at netop vise Mænd af Rygtet kaldtes døde; naar de viser sig igen i Hjemmet, voxer deres Ry og Magt. Med Rygtets Bistand, — dertil sætter jeg min Lid —, vil ogsaa jeg engang igen mod Fjenderne fremglimte som et Himmeltegn, der varsler Storm. Du Fædres Jordbund, Hjemmets Guder, hør min Bøn, modtag mig huldt og naadigt, skænk min Vandring Held. Min Faders Bolig, dig jeg vil med hellig Ret paa Guders Vegne rense for det Blod, der flød. Lad mig da ej beskæmmet gaa fra dette Land, men und mig at genrejse Hjemmets gamle Glans. Nu nok om dette. Du min gamle Tjener, gaa og røgt dit Hverv med Klogskab og Forsigtighed. Vi to gaar lidt til Side; vil man Maalet naa, maa overalt man tage Tiden vel i Agt.

Elektra (indenfor):

Aa, ve mig, ve!

Tjeneren:

Der lyder som en Jamren bag Paladsets Dør. Vær rolig blot; det er vel en af Ternerne.

Orestes:

Elektra, stakkels Søster, er det vist; lad os da blive her og høre hendes Klageraab.

Tjeneren:

Vist ikke, nej; hvad Loxias

Et af Apollons tilnavne.

befaled os, det holder vi os til, det er vort Udgangspunkt. Bring Offer paa din Faders Grav; det, mener jeg, vil bringe Sejr og Fremgang for vort store Værk.

(Alle gaar ud til venstre.)

Elektra (kommer ud af Paladset):

O hellige Lys og Luft, som dig svøber saa tæt om vor Jord, hvor ofte har ikke min Klage du hørt og set mine Hænders fortvivlede Slag sætte blodige Spor paa mit stønnende Bryst, naar Dagen steg frem af den rugende Nat. Thi Forbandelsen knuger min Fædreneborg, og i søvnløse Nætter mit Leje mig ser begræde min Faders oprørende Død, min Fader, hvem hist i det fremmede Land den blodige Ares bød aldrig til Gæst; men min Mor og Aigisth, som til Elsker hun tog, de kløved hans Hoved med morderisk Staal, som ved Skovhugst med Øksen man fælder en Eg. Og ingen, slet ingen, har Følelse for, o Fader, at dig saa nedrigt og lumpent man myrded. Dog ikke jeg vil høre op med min Jammer og kvalfulde Graad, saa længe mit Blik møder Stjernernes Skær og det Sollys, som nu bryder straalende frem. Men ret som hin Sangfugl, der misted sit Barn, vil jeg lade min Sorg lyde højt for enhver, her foran den Borg, hvor min Fader var Drot: O Hades', Persephones Dødningebo, O Hermes, der fører de døde derned, du Forbandelsens Dæmon, der raaber om Hævn, I Erinyer

Hævngudinder, som hjemsøger slægtninge til ofre for drab og mened.

, der troner i ophøjet Gru, I som husker hver den, der for Morderhaand faldt, og hvem Andenmand raned hans Ægteskabsret: O kom og bring Hjælp og skaf Hævn for det Mord paa vor Fader, som end ingen Soning har set; send min Broder mig hid; thi alene jeg er, og jeg magter ej mer at bære paa Græmmelsens Byrde.

Choret (der bestaar af ældre Kvinder fra Mykene, kommer ind fra højre, tager Opstilling og synger):

Elektra, du Barn af en skyldtynget Kvinde, vil aldrig du slippe det grufulde Minde? Bestandig jo fyldes dit øje med Graad, fra dengang hun øved den blodige Daad imod Agamemnon med Ondskab og List. Om frit jeg tør tale, — jeg ønsker, til sidst maa Straffen Udøveren finde.

Elektra:

Ædle Kvinder fra Mykene, hid er I komne til Trøst i min Kummer, klart jeg det fatter og mærker og ved: aldrig dog mere min Tunge forstummer over min Fader, for alt hvad han led. Aldrig I nægted mig Venskabets trøstende Glæde; derfor lad mig Stakkel græde; und mig, kære, dette ene.

Choret:

Men aldrig du bringer med Tryglen og Klage din myrdede Fader til Lyset tilbage fra Hades' skumle, opslugende Flod. Det dæmpede Tungsind du aldrig forstod, men voldsomme Veraab kun øged din Nød, og aldrig de virkelig Lindring dig bød: du pines kun Nætter og Dage.

Elektra:

Usling er, hvem der kan glemme Faderens Blod, som en Nidding udgyder. Bedre mig huer den Nattergals Sang: thi fra dens Strube det skælvende lyder: "Itys

Itys var søn af Tereus og Prokne. Prokne dræbte og serverede Itys for Tereus for at hævne at denne havde voldtaget hendes søster, Filomela. Prokne blev siden forvandlet til en nattergal.

, ak, Itys" med manende Klang. Niobe

Niobe pralede med sine syv døtre og syv sønner over for Leto, der kun havde to, nemlig Apollon og Artemis. Praleriet blev straffet da Letos børn dræbte Niobes børn med forgiftede pile, og Niobe af sorg forvandlede sig til en sten.

, haard var din Lod, men du er en Gudinde: Dødens Taarer evigt rinde, hvor i Fjeldet du har hjemme.

Choret:

Husk vel, mit Barn, at ogsaa andre maa bære Sorgens tunge Vægt; du har den samme Vej at vandre som alle i din egen Slægt, hvor Chrysothemis, Iphianassa

Elektras søstre.

følges ad, og Fyrsteættens sidste Skud i sorgløs Ungdoms raske Alder, Orestes, hvem et Herrebud engang hjem til Mykene kalder, hjem til hans Fædres gamle, stolte Kongestad.

Elektra:

Ham just jeg venter med Længsel tilbage, hjemløs og barnløs, forladt som jeg gaar, badet i Taarer, forpint af min Klage; Skuffelser kun er den Løn, som jeg faar. Alt hvad han saa', da af Gaarde han for, glemmer han ganske, han kommer jo ikke, narrer mig blot med de Bud, han lod skikke, siger, han længes — det bliver ved Ord

Choret:

Lad Mismod ej, mit Barn, dig bøje; end hersker Zeus i Himlens Borg, vidt naar hans Arm, langt ser hans Øje: læg ned for ham din tunge Sorg. Mod Uven vær ej altfor haard, og ej for blid. Med Tiden stilles alle Savn. Selv Acherons

Acheron er sorgens flod i Hades.

Behersker svarer ej altid til sit strenge Navn: paa Krisas rige Kyst

Efter mordet på Agamemnon har Orestes opholdt sig i Krisa hos kong Strofios og dronning Anaksibia, Agamemnons søster, hvorfra han nu vender tilbage til Argos i selskab med sin fætter Polyades.

bevarer Orest sit Hjemfærdshaab, naar blot du giver Tid.

Elektra:

Ser I da ikke, hvor Aarene svinde, Afmagtens Haabløshed tærer min Kraft: aldrig jeg Trøst hos Forældre kan finde, Hustruens Tryghed har aldrig jeg haft. Her hvor i Fædrenes Kongsgaard jeg bor, haanes jeg kun, som en fremmed Slavinde, pjaltede Klæder jeg bærer herinde, stjæler min Mad fra det afspiste Bord!

Choret:

Sorgfuld end jeg hører runge Vaandeskrig ved Gildesbord, dengang Bronceøksens tunge Dødshug mod hans Hoved for. Lumskhed raaded, Elskov handled, bægge rædselsfuldt forvandled Hjemkomstfryd til Mordergru. Skal vi her se Guders Vrede? Kan vel Mennesker berede Niddinganslag uden Blu?

Elektra:

Blandt de onde Dage finder ingen jeg saa tung og haard: Gildesnattens Rædselsminder følger mig, hvor end jeg gaar. Dengang for Snigmord min Fader faldt, Uslingeparret, som Daaden øved, knuste min Lykke, min Glæde røved, tvang mig til stadig at mistro alt. O, du olympiske vældige Gud, lurende Lidelsers Lov lad dem lyde, aldrig et Øjebliks Lyst lad dem nyde, straf deres Vold mod Retfærdigheds Bud.

Choret:

Stands din Tales bitre Jammer, stands og lyt til mine Ord. Ser du ej, hvorfra den stammer, denne Trængsel, mørk og stor? Ondt imod dig selv du volder, naar saa hensynsløst du holder paa din egen Stilling fast. Paa det skete blindt du stirred, dine stærke Fjender tirred, saa din egen Lykke brast.

Elektra:

Uhørt Kval mit Hjerte kuer, vel jeg ved, den gør mig blind: evigt dog, trods Modgang, luer Vreden, Hadet i mit Sind. Hvem kan vel skænke mig Haab og Trøst? Hvem kan vel fatte min Lod til fulde, lindre og fjerne det Tryk, den Kulde, alt hvad der ulmer dybt i mit Bryst? Derfor, Veninder, tilgiv mig min Graad; Her vil vi aldrig Forsoningen finde, talløst, ustandseligt Taarerne rinde, haabløst er Eders formanende Raad.

Choret:

Ømt og blidt din Nød at lindre, som en Moder, var min Agt. Kunde jeg blot dig forhindre i at øge selv dens Magt!

Elektra:

Var der da Grænser for Ondskabens Brøde? Viser man Sorgløshed mod sine døde? Hvor mon i Verden man handler saa slet? Aldrig, saa sandt jeg Retfærdighed kender, vil jeg med saadanne Folk være Venner, slaa mig til Taals med, hvad de kalder Ret, standsende Veraabets susende Vinge, som skal Forældre Oprejsningen bringe. Thi hvis den døde henvejres som Støvet, uden at nogen skal ære hans Grav, og hvis de andre, som Mordet har øvet, slipper fra alle Gengældelsens Krav, da vil Uselviskhed brat lægges øde, Fromheds, Ærbødigheds Aand blive sløvet, hellige Hensyn i sønder vil springe, Samlivets Grundlag, som Guder os gav.

Chorføreren:

Mit kære Barn, ej blot af Hensyn til mig selv, men til dit eget bedste er jeg kommen hid; men har jeg Uret, vil jeg gerne bøje mig.

Elektra:

Det gør mig ondt, I Kvinder, hvis I anser mig for altfor stærkt at give mig min Sorg i Vold. Nødvendigheden driver mig jo selv dertil. Ak, last mig ikke. Kan en ædel Kvinde da vel gøre andet, naar hun i sit eget Hjem maa se, som jeg, ved Dag og Nat, alt ondt og stygt som Ukrudt brede sig og aldrig luges op? Først ser jeg Moder, hun som bar og fødte mig, udføre Ting, som jeg maa afsky; i det Hus, som er mit eget, bor jeg under samme Tag som Faders Drabsmænd, som har Magten over mig, og som bestemmer, hvad jeg faar og ikke faar. Og saa forstaar I, hvad jeg føler, naar jeg ser Aigisthos sidde stolt paa Faders Kongestol, i Faders Dragt, og ser ham gyde Offer ud som Husets Herre, der hvor han ham slog ihjel, og ser den grænseløse Frækhed, hvormed han, min Faders Morder, lægger sig i Faders Seng, Oh hos min stakkels Moder, — hvis det da gaar an at kalde Moder den, som deler Seng med ham. Hun gaar saa vidt, at ikke blot hun lever med en blodig Skurk og frygter ingen Guddoms Hævn; men ret som hun letfærdigt praler af sin Færd, hun siden har beregnet Dagen, da hun selv var med til lumsk at volde Faders Undergang, og fejrer den med Ringdans og med Offerdyr, en regelmæssig Festdag til hver naadig Gud. Men jeg, der stille og forpint maa se derpaa, jeg græder, klager, jamrer højt ved denne Fest, som saa afskyeligt smykkes med min Faders Navn; men kun i Enrum; ej engang man under mig at finde Trøst og Lindring ved at græde ud. Thi hun, der gerne kalder sig en ædel Viv, udgyder strax en Strøm af onde, grove Ord: "Dit frække Afskum, du alene har vel set en Fader dø; slet ingen har en Sorg som din! Forbandet vær! Gid Guderne i Jordens Skød vil altid lade dine Kvaler vare ved!" Saaledes spotter hun: men hører hun et Ord om, at Orest vil komme, strax hun skriger op og farer hidsigt løs paa mig: "Det er dit Værk, det har jeg dig at takke for: du listed jo Orestes mig af Hænde, stjal ham bort fra mig. Men du skal nok faa det at føle, mærk dig det!" Hun bjæffer som en arrig Hund, og tæt derved kækt hendes gæve Bejler ildner hendes Mod, den fejge Nidding, denne ryggesløse Skurk, der kun i Pagt med Kvinder vover sig i Slag. Alt dette kan Orestes gøre Ende paa: men jeg maa stadig vente, Længslen piner mig; thi ved bestandig Tøven har han ødelagt hvert Haab om Redning. som jeg kunde tænke mig. Der ser I, kære: Tiden er jo ikke just til milde Tanker, blide Ord: nej, haardt mod haardt man sætte maa: der er jo intet andet for.

Chorføreren:

Sig mig: mens her med os du taler, er Aigisth tilstede, eller er han gaaet bort herfra?

Elektra:

Naturligvis. Du tror da ikke, jeg kom ud, hvis han var her: han er paa Landet lige nu.

Chorføreren:

Nuvel, hvis det er rigtigt, kunde jeg maaske faa talt med dig med mindre Ængstelse end før.

Elektra:

Ja, borte er han: derfor tal blot, som du vil.

Chorføreren:

Saa vil jeg spørge, hvad du om din Broder tror; jeg vilde vide: kan han ventes eller ej?

Elektra:

Han lever stadig: men han holder ej sit Ord.

Chorføreren:

Ved store Sager tænker man sig gerne om.

Elektra:

Da jeg ham frelste, tænkte jeg mig ikke om.

Chorføreren:

Fat Mod! Hans Retsind husker, hvad hans kære led.

Elektra:

Det tror jeg; ellers var mit Liv forlængst forbi.

Chorføreren:

Nu nok om det: der kommer jo af Huset ud din kødelige Søster Chrysothemis, som har samme Fader, samme Moder som du selv: Gravoffer til de døde har hun i sin Haand.

Chrysothemis (kommer ud af Paladset):

Hvad staar du nu igen og snakker højlydt om, min kære Søster, her ved Slottets Hovedport? Du vil da aldrig nogensinde høre op med blindt at give tomme Tanker Raaderum. Jeg kender saare godt mig selv og ved, at jeg dybt sørger over det, der sker; og fik jeg Magt, jeg skulde klart dem vise mine Tankers Art. Men nu, i Modgangs Tid, jeg reber mine Sejl, vil ikke synes virksom og dog intet naa. det samme skulde du, min Søster, huske paa. Thi ganske vist, mit Ord har ej den dybe Ret som dine Tanker, men naar jeg skal leve frit, maa helt jeg bøje mig for mine Overmænd.

Elektra:

Det er en Skam, at du, en ædel Faders Barn, kan glemme ham for hende, som kun fødte dig. Alt hvad du siger for at overtale mig, er hendes Lære, intet har du fra dig selv. Det skal du vide, er du ikke tankeløs, da glemmer du af lav Beregning, hvem du er. Før talte du jo om, at hvis du blot fik Magt, da skulde du nok vise dem dit dybe Had; men naar jeg kæmper for at værne Faders Ret, du hjælper aldrig, raader mig endog derfra. Til al vor Modgang føjer du jo Usselhed. Fortæl mig, — eller hør mit Ord, — hvad kunde jeg vel vinde ved at holde inde med min Graad? Jeg lever da — helt usselt, ganske vist, dog nok til at jeg piner dem og derved bringer ham, den døde, Ære, — hvis man hisset agter sligt. Men du, du hader, men du hader kun i Ord; i Gerning tyr du til din Faders Mordere. Selvom man bød mig al den rige Overflod, hvori du svælger nu for Tiden, aldrig jeg dog kunde ydmygt lystre dem; behold du kun dit velbesatte Bord og al din ydre Pragt; jeg lever kun paa een Ting: være tro imod mig selv; din Velmagt bryder jeg mig ikke om, ej heller du, ifald du tænkte ret; men nu, i Stedet for den bedste, største Faders Barn, du er din Moders; der man ser din Slethed bedst: din døde Fader, dine Venner har du glemt.

Chorføreren:

Ved Guderne, tal ej saa heftigt; bægge har jo Ret i meget, hvis blot du vil lytte til hvad hun har sagt, og hun vil høre dine Ord.

Chrysothemis:

I Kvinder, jeg er jo saa nogenlunde vant til hendes Tale; næppe veksled her vi Ord, hvis ej jeg havde hørt, at noget ondt er nær, som brat vil standse hendes høje Klageraab.

Elektra:

Sig frem det fæle; er det værre end, hvad nu jeg døjer, siger jeg dig aldrig mer imod.

Chrysothemis:

Nu skal jeg sige alt, saa vidt jeg ved det selv. Hvis du fremturer i din Jammer, agter de at sende dig fra Byen til et Sted, hvor du, bag Laas og Lukke, aldrig skuer Solens Lys, hvor du i Fred kan stemme op din Klagesang. Tag dig da vel i Vare; gaar det siden galt, saa last ej mig. Nu er det Tid at tænke klart.

Elektra:

Er det, du siger, virkelig saa fast bestemt?

Chrysothemis:

Ja, som jeg siger: naar Aigisthos kommer hjem.

Elektra:

Saa gid han blot, for den Sags Skyld, ville komme snart.

Chrysothemis:

Hvad er det dog, som du letsindigt ønsker dig?

Elektra:

At han maa komme, hvis da saadan er hans Agt.

Chrysothemis:

Hvad er din Hensigt? Jeg din Mening fatter ej.

Elektra:

At slippe bort og blive fri for alle Jer.

Chrysothemis:

Saa ringe agter du da Livet her hos os.

Elektra:

Et herligt Liv, som jeg maa være henrykt for!

Chrysothemis:

Det var det, hvis du blot forstod at tænke klart.

Elektra:

Tal ikke om at svigte dem, som jeg har kær.

Chrysothemis:

Jeg taler om at bøje sig for Overmænd.

Elektra:

Ydmyg du dig; din Adfærd bliver aldrig min.

Chrysothemis:

Mon Pligten byder falde for en fiks Ide?

Elektra:

Hvis jeg skal falde, sker det for min Faders Ret.

Chrysothemis:

Min Fader vil min Handlemaade nok forstaa.

Elektra:

Den Tale vil kun Daarer kunne synes om.

Chrysothemis:

Du vil da altsaa ikke slutte dig til mig.

Elektra:

Nej, aldrig haaber jeg at blive saa forrykt.

Chrysothemis:

Ja, ja, lad mig da gaa derhen, hvor jeg blev sendt.

Elektra:

Hvor gaar du hen? Til hvem er dette Offer der?

Chrysothemis:

Min Moder bød mig bringe det til Faders Grav.

Elektra:

Hvad siger du? til Fader, som hun haded mest?

Chrysothemis:

Som selv hun myrded: sig blot, hvad du tænker paa.

Elektra:

Hvis Raad har hun vel lyttet til? Hvem fandt paa det?

Chrysothemis:

Hun blev forskrækket af en Drøm, saa vidt jeg ved.

Elektra:

O, Slægtens Guder, hjælp mig nu, om aldrig før.

Chrysothemis:

Kan du til hendes Rædsel knytte noget Haab?

Elektra:

Fortæl mig Drømmen: da først kan jeg sige mer.

Chrysothemis:

Hvad jeg kan nøje sige dig, det er kun lidt.

Elektra:

Sig frem det lidet, som du ved; et ringe Ord kan ofte bringe Undergang saa vel som Held.

Chrysothemis:

Det hedder sig, at hun i Drømme Fader saa staa op af Gravens mørke Dyb og komme hen til hende som i gamle Dage, og den Stav, som selv han fordum, nu Aigisthos har i Haand, den bored han i Jorden ved vort Arnested; af den fremspired straks et frodigt Skud, saa stort, at Skyggen rakte over alt Mykenes Land. Det har jeg hørt af en, der var tilstede, da hun aabenbared selv sin Drøm for Solens Lys. Udover dette ved jeg intet, kun at hun af Angst for Drømmens Mening sendte mig afsted. Derfor, ved alle Slægtens Guder, beder jeg: lyt til mit Raad og ikke til en fiks Ide; hvis mit du vrager, vil det siden gaa dig galt.

Elektra:

Min kære Søster, det, du bærer i din Haand, deraf maa intet komme ud paa Faders Grav; thi Synd og Uret er det, hvis du bærer frem ondsindet Kvindes Soningsofferskænk til ham: men kast det bort i Floden, eller grav det ned, hvor intet af det nogensinde kan naa ned til Faders stille Leje; det kan lægges hen, at hun kan siden ty dertil, naar hun er død. Hvis ej hun var saa uhørt skamløs, som hun er, hun havde aldrig fundet paa at hædre ham, som selv hun myrded, med det frække Offer der. Tror du maaske, den døde, som i Graven bor, ved disse Gaver stemmes mildt mod hende, som hans Lig lemlæsted, æreløst, paa Stimandsvis, og som til Rensning tørred i hans Hovedhaar de blodbestænkte Hænder? Kan du tro, at hun kan rense sig for Mordet ved de Gaver der? Det er umuligt; tænk blot ikke mer derpaa; men tag ud af dit rige Hovedhaar en Lok og af mit eget, vel er det kun lidt, men bring som Offer, hvad jeg ejer, dette stakkels Haar, og saa mit Bælte, fattigt er det, uden Pynt: og knæl saa ydmygt paa hans Grav, og bed, at han vil naadigt sende op til os sin stærke Hjælp, og at med overlegen Magt hans Søn Orest maa komme og hans Fjender træde under Fod, for at i Fremtids Dage vi kan ofre ham langt større Gaver, end han nu maa nøjes med. Jeg tror saa sikkert, han maa have Lod og Del i den ulykkesvangre Drøm, som hun har haft. Og dog, min Søster, maa du handle, hjælpe nu dig selv og mig, og ham,vi bægge elsker mest, vor kære Fader, som i Hades' Rige bor.

Chorføreren:

En Datters Ømhed er der i din Søsters Ord, og vil du handle rigtigt, gør du, som hun vil.

Chrysothemis:

Det vil jeg. Naar det gælder Rettens klare Bud, maa man ej tvistes, men til Handling skride rask. Men naar jeg vover dette farefulde Hverv, maa I, Veninder, Tavshed helligt love mig. Thi faar min Moder Nys derom, saa tror jeg nok, det Vovestykke kan mig komme dyrt at staa.

Choret:

Hvis Gudernes Tale at tyde jeg mægter, hvis Klogskab min Tanke sin Klarhed ej nægter, ret snart Gengældelsens Time slaar; den kender sit Maal, den har Magten i Følge, den vil ikke længer sin Hensigt fordølge, Fortrøstning gennem mit Hjerte gaar; husvalende Haab maa i Sjælen nu strømme ved Budet om Dronningens onde Drømme. Hellenernes Høvding, som Livet dig skænked, kan aldrig glemme den Tort, han led; den gamle Økse, hvis Kæber bed, end husker det Blod, som dens Malmæg bestænked; den nedrige Udaad, der ramte den døde, nu iler sin blodige Soning imøde. Med hundrede Midler, paa hundrede Steder, Erinyen, hvis Fod er som Malm, hvor hun træder, i Skjul sig sniger sit Offer imod. En brødefuld Lyst, en naturstridig Brynde i lastefuld Elskov fik dem til at synde mod ham, som nærmest de bægge stod. Et frydefuldt Jærtegn fra varslende Guder Oprejsningens snarlige Komme bebuder: i Drømmen, vi hørte, Forjættelsen ligger om Straf for dem, der bedrev den Daad i Gerning eller i onde Raad; derom er jeg nu saa usvigelig sikker; thi end kan man fatte, hvad Drømme betyder, den manende Røst, der fra Guderne lyder. Ak, tung var den Lod, der for Landet oprandt, da, Pelops, din Sejr

Pelops var farfar til Agamemnon såvel som Aigisthos. Han vandt med et ufint kneb Hippodameia i et hestevæddeløb mod hendes far, Oinomaos, og indstiftede ved den lejlighed de olympiske lege.

du med Hestene vandt, din Æt til saa liden Baade. Da Myrtilos

Myrtilus hjalp Pelops med at vinde Hippodameia, men blev siden skaffet af vejen

Døden i Bølgerne fandt, nedstyrtet af ham, til hvis snigende Vaade han voved sin Herre og Drot at forraade, hans Slægt for bestandig fra Jorden forsvandt; men siden har Rædslernes rugende Nat end aldrig en Stund denne Bolig forladt; bortvegen er Gudernes Naade.

Klytaimestra (kommer ud af Paladset, ledsaget af en Terne, der bærer Offergaver til Apollon):

Nu er du nok, helt kry og fræk, paa Spil igen; Aigisthos er jo borte, ellers tør du ej paa aaben Gade rakke dine Venner til: men nu, da han er borte, er du ligeglad med mig, og dog du snakker op til hver en Tid til alle om, hvor hensynsløs og haard jeg er, og hvor tyrannisk jeg behandler dig og dit. Tyrannisk er jeg ikke, men jeg svarer groft, naar jeg saa tit maa høre grove Ord af dig. Til Skalkeskjul du har kun denne ene Ting, at jeg har voldt din Faders Død. Ja, netop jeg; jeg ved det; aldrig har jeg tænkt at nægte det. Retfærdigheden har jo ramt ham, ikke jeg; den burde du dog støtte, hvis du tænkte klart. Din Fader, hvem bestandig dine Taarer gjaldt, han ofred jo, alene blandt Hellenerne, din egen Søster

Agamemnon ofrede sin datter Ifigenia for at genvinde Artemis' gunst.

aldrig led han dog som jeg: han avled hende. jeg til Verden hende bar. Og sig mig nu: hvem var han eller de, for hvem han ofred hende? mener du Argiverne? — de havde til min Datters Ofring ingen Ret. Og hvis han for sin Broder Menelaos lod min Datter bløde, maatte jeg ej hævne det? Var der da i hans Broders Hus ej tvende Børn, langt nærmere til Offerdød end hun, som Børn af hende

Helena, Menelaos' kone.

der var Ophav til hin Krigerfærd ? Tror du maaske, at Hades næred større Lyst til at opsluge mine frem for hendes Børn? Maaske han ganske glemte sine Børn med mig, den onde Fader, men sin Broders elsked ømt? Er dette ej et unaturligt Fadersind? Det er min Mening, skønt den vel er din paa tværs. Hvis hun, der døde, saa os nu, hun gav mig Ret. Jeg føler mig da ingenlunde skyldbevidst, men hvis du finder, at min Tankegang er slet, saa last ej andre, før du ved, hvad der er Ret.

Elektra:

Du kan da ikke paastaa, at jeg denne Gang har ærgret dig og fremkaldt selv de haarde Ord. Men giv mig Lov, da skal jeg føre, tænker jeg, med Vægt min døde Faders og min Søsters Sag.

Klytaimestra:

Nu vel da: hvis jeg altid fandt dig blid som nu, da var du ej saa ærgerlig at høre paa.

Elektra:

Saa vil jeg tale. Selv du vedgaar Faders Drab. Hvad er vel i sig selv saa stygt, rent bortset fra, hvor Retten findes? og jeg skal bevise klart, at du var aldrig Rettens Redskab, men kun hans, din Elskers, som har fristet dig med søde Ord. Spørg Jagtgudinden Artemis, hvorfor, til Straf, hun standsed alle Vinde hist paa Aulis' Kyst

Hvor grækerne gjorde ophold på vej mod Troja, og hvor Ifigenia blev ofret.

. Lad mig det sige; hun os giver næppe Svar. Engang min Fader fangede i Hurtigløb, fortælles det, for Morskab i Gudindens Lund en spættet Hjort med høje Takker, og da den blev slagtet, undslap ham et uforsigtigt Ord; og Letos Datter, harmfuld over denne Pral, Achæerhæren standsed, til min Fader gav sit eget Barn til Soning for det dræbte Dyr. Hun matte ofres, ellers Hæren spærret fandt hver Vej til Hjemmet og hver Vej til Ilion. Saa gav han efter, tvunget og modstræbende, og ofred hende, ikke for sin Broders Skyld. Og havde han, som du jo siger, gjort det for at gavne Menelaos, var det saa en Pligt, at du ham myrded? hvad beraaber du dig paa? Hvis du vil denne Regel kræve overholdt, da vender du nok Straffens Angst imod dig selv. Thi skal vi kræve Blod for Blod, maa Døden først, hvis Retten skete Fyldest, ramme netop dig. Nej, dette er jo kun et usselt Skalkeskjul. Thi vær saa god at sige mig, hvorfor du nu begaar det allerskændigste, som tænkes kan. Den usle Skurk, som hjalp dig med min Faders Drab, ham deler du jo Leje med, faar Børn med ham; de ægtefødte Børn af lovligt Ægteskab har derimod du aldrig villet kendes ved. Hvormed besmykkes dette? Paastaar du, det er en anden Form for Soning for din Datters Død? Hvad end du siger, maa det altid kaldes stygt at ægte sine Fjender for sin Datters Skyld. Formane dig kan man dog aldrig tænke paa, naar altid man skal høre, at man bruger Mund imod sin Moder. Jeg er at betragte som Slavinde snarere end som dit eget Barn; jeg fører jo et usselt Liv, er udsat for alt muligt ondt fra din og fra din Bolers Haand, og han, Orestes, som med Nød slap bort fra dig, den Stakkel frister Livet i Landflygtighed. Tit har jeg maattet høre, at jeg fostrer op i ham en Hævner, og jeg kan forsikre dig, at hvis jeg kunde, skete det; saa raab kun ud for alle Vinde, at jeg er en ondskabsfuld, uartig, uforskammet, hensynsløs Person. Thi hvis jeg kender lidt til alle disse Ting, saa slægter jeg med Ære jo min Moder paa.

Chorføreren:

Jeg ser hun aander Harme; om hun Hensyn tog til streng Retfærdighed, er mindre let at se.

Klytaimestra:

Hvor kan man vente, jeg skal tage Hensyn til en voxen Datter, som sin Moder haane tør saaledes, som du hørte; ser du ikke nok, hun kender ingen Grænser for sin Skamløshed.

Elektra:

Jo sandelig, jeg altid skammer mig derved; saa kan du sige, hvad du vil. Jeg indser godt, at det, jeg gør, er grimt af mig, usømmeligt. Men dine Gerninger, dit dybe, blinde Had med Magt mig tvinger til at handle som jeg gør. Det onde lærer man af dem, der handler ondt.

Klytaimestra:

Din frække Skabning, altsaa mener du, at jeg med Ord og Gerning kalder frem din Talestrøm.

Elektra:

Ja, din er Skylden, ikke min; det er jo dig, der handler, og hver Handling kalder Ordet frem.

Klytaimestra

Jeg sværger ved den høje Artemis, du skal faa det at føle, naar Aigisthos kommer hjem.

Elektra:

Der ser du: strax du farer op, skønt selv du gav mig Lov at tale: kort er din Taalmodighed.

Klytaimestra:

Kan jeg da aldrig for din lange Snak faa Fred at ofre, nu da du har faaet alting sagt?

Elektra:

Jo, bring dog endelig dit Offer; mine Ord er ingen Hindring, jeg skal gerne tie straks.

Klytaimestra:

(til Ternen) Kom da og læg paa Altret frem min Offerfrugt, at jeg en Bøn opsende kan til Guden her og finde Fred for al den Angst, som fylder mig. Nu beder jeg dig, Phoibos, naadigt lytte til den Bøn, jeg ej tør sige højt; i Fjenders Kreds jeg her maa tale; alt at sige frit og klart, ak, det forbyder denne Kvindes Nærhed mig; thi ellers hun af Ondskab, Sladderagtighed vil fylde hele Byen med sin løse Snak. Men hør min Bøn, som jeg her kan udsige den: De dunkle Drømmesyner, som jeg saa i Nat, jeg beder, høje Gud Lykeios, at de maa, hvis godt de varsler, blive opfyldt da paa mig, hvis ondt, da lad dem ramme dem, der vil mig ondt. Hvis nogen pønser paa ved List at røve mig min Lykkes Glans, lad aldrig Heldet følge dem, men lad mig leve uantastet, nu som før, med alle mine gamle Venner, i den Borg og med den Magt, som hører Atreusætten

Agamemnon er søn af Atreus.

til, i uforstyrret Fred med dem af mine Børn, som ikke viser Fjendskab og Opsætsighed. Lykeiske Apollon, lyt i Naade til min Bøn og skænk os alle, hvad vi beder om, og alt det andet, som jeg ikke siger nu, maa dog du kunne gætte, da du er en Gud. For Børn af Zeus kan intet være ubekendt.

Den gamle tjener (som Bud fra Phokis):

I Kvinder, jeg er fremmed; kan I sige mig, om dette er det Hus, hvor Kong Aigisthos bor?

Chorføreren:

Ja, fremmede, det er, som selv du tænkte dig.

Tjeneren:

Og er det rigtigt, naar jeg anser hende for hans Hustru? som en Dronning stolt er hun at se.

Chorføreren:

Ja netop, det er hende, som du taler om.

Tjeneren:

Hil dig, Fyrstinde, gode Tidender jeg har til dig og til Aigisthos fra en trofast Ven.

Klytaimestra:

Jeg takker dig for dine Ord; men allerførst jeg ønsker dog at høre, hvem du kommer fra.

Tjeneren:

Phokenseren Phanoteus, der har vigtigt nyt.

Klytaimestra:

Nuvel, lad høre, hvad det er; en trofast Ven har sendt dig; sikkert er dit Budskab saare godt.

Tjeneren:

Død er Orestes; dermed er det hele sagt.

Elektra:

Aa ve mig arme! nu bortsvandt mit sidste Haab.

Klytaimestra:

Hvad er det dog, du siger? Agt ej hendes Snak.

Tjeneren:

"Død er Orestes," siger jeg igen som før.

Elektra:

Mit hele Liv er sønderknust, tilintetgjort.

Klytaimestra:

Pas du dit eget; men fortæl mig, fremmede, sandfærdigt om, hvordan han satte Livet til.

Tjeneren:

Du skal faa alt at vide; derfor blev jeg sendt. Han indfandt sig i Delphi for at tage Del i Hellas' stolte, vidt berømte Idrætsfest, og da han hørte, at Heroldens høje Raab Signalet gav til første Løb, han mødte frem saa smuk og spændstig, at Beundring greb enhver. Han endte Løbet, som man havde ventet sig, og Sejerskransens Hæder vandt han, da han gik. Saa gæv en Idrætskæmpe har jeg aldrig set. At skildre ham i kort Begreb er ikke let; men sikkert er det, at i hver en Væddekamp, som blev raabt op, i Femkamp og i Væddeløb, i hver en Idræt bar han stadig Sejren hjem, og højt han pristes, alle vidste, hvem han var: Orest, fra Argos, Søn af Agamemnon, som i sin Tid samled Hellas' vidtberømte Hær. Saa vidt var alting saare godt, men naar en Gud vil volde ondt, kan selv den stærke ej gaa fri. Den næste Dag, da Væddekørslens raske Kamp ved Solens Opgang skulde finde Sted, igen han mødte frem, med mange andre Idrætsmænd. En Mand var fra Achaia, en fra Sparta, to af libysk Æt, der kørte hver paa Trespandsvogn; dernæst Orest, med Heste fra Thessalien, paa femte Plads; den sjette en Aitoler var, med gulbrunt Forspand; dernæst en Magnesier; den ottende Ainianer var, hans Forspand hvidt; den niende fra den gudebygte By Athen; Boioter var den sidste af dem alle ti. Saa stilled de sig op, hvor Festens Ledere ved Lodkast havde anvist Plads til Vognene; da Hornet klang, de for afsted; med høje Raab til Hestene, de alle tog et kraftigt Ryk i Linerne, og Rendebanen fyldtes helt af lette Vognes Raslen; Støvet bølged tæt højt op i Luften, alle i den hele Flok ihærdigt brugte Pisken for at vinde frem forbi de andres Vogn og Hest i rask Galop; og Hjulet snurred, Hesten prusted Sprøjt af Skum i Ryggen paa den Mand, der jog den rask forbi. Hver Gang Orestes kom til Støtten

Placeret i væddeløbsbanens farlige runding, typisk udsmykket med et alter for hesteforstyrreren Taraksippus.

, svinged han med Hjulet tæt forbi dens Rand, med kraftigt Greb i venstre Tømme, mens den højre straktes lidt. En Tid lang kørte uden Uheld alle ti, men saa med eet blev Ainianerens Heste sky, tog Magten fra ham, drejed ud til Siden brat, ved Enden af det femte eller sjette Løb, og rendte Panden voldsomt ind i Barkas

Barka var en by i oldtidens Libyen.

Vogn; og dette Uheld voldte andre Sammenstød, saa Dele af de knuste Vogne laa og flød paa Krisas Jord som Stumper af et splintret Vrag. Da Manden fra Athen forstod sin Kunst til Gavns, han øjned Faren, drejed udenom, kom klar af denne Bunke Vogne, Heste, Seletøj. Orestes havde holdt sin Vogn paa sidste Plads i Tillid til at vinde frem i sidste Løb; men da han mærked, at kun een holdt ud endnu, saa drev han sine Heste frem med Piskeknald. Ved Siden af hinanden kørte bægge nu en Tid, og snart Orestes, snart den anden kom et Hestehoved forud i det vilde Løb. De første Gange kom han uskadt Banen rundt, og ingen kunde ane, hvad der forestod. Men da han styred Støtten sidste Gang forbi, han slap for tidligt venstre Tømme, kørte mod dens Yderkant og knuste hele Hjulets Nav. Han styrted ned fra Vognen og blev viklet ind i Tømmens Remme, og i samme Øjeblik de løbske Heste for afsted paa Banen ud. Da Folket saa, at han var styrtet fra sin Vogn, opløfted det et Rædselsskrig ved Tanken om, hvor brat hans Ungdoms rige Evner blev forbi. Snart langs med Jorden blev han slæbt, og snart hans Ben blev slynget højt i Vejret, til hans Fæller kom og endelig fik standset de forskræmte Dyr. De trak ham frem, en blodig Masse var han nu; hans bedste Venner havde næppe kendt hans Lig. Saa blev han brændt, hans stolte Legem er nu kun en Haandfuld Aske i en lille Urne gemt, som nogle Mænd fra Phokis bringer hid, at han kan finde Gravens Fred i sine Fædres Jord. Dermed er min Beretning endt. Saa tungt det er, naar blot det høres; men for os, der saa det selv, det var den største Sorg og Ynk, som jeg har kendt.

Chorføreren:

Aa Ve, aa ve! Nu er den gamle Kongeslægt henvisnet, som det synes, rykket op med Rod.

Klytaimestra:

O Zeus, min Tanke vakler ved, hvad her er sket: en Lykke? Nej, et rædselsblandet Held! Hvor ondt, at jeg min Frelse køber med saa stor en Sorg!

Tjeneren:

Hvorfor er du bedrøvet ved, hvad jeg har sagt?

Klytaimestra:

Det er dog tungt at være Moder: selv naar man mishandles af sit Barn, man kan ej hade det.

Tjeneren:

Forgæves er det, som det synes, at vi kom.

Klytaimestra:

Nej, ingenlunde er forgæves dine Ord. Du bringer jo de sikreste Beviser for, at han er død, som, skønt mit eget Kød og Blod, har vraget dog mit Bryst, min Varetægt, drog bort, blev fremmed for mig: siden han kom udenlands, jeg saa ham aldrig, men han gav mig Skylden for sin Faders Drab og trued med en grufuld Hævn, saa hverken Nattens Mørke eller Dagens Lys mig skænked Søvn og Hvile: ved min Side stod bestandig Angst for Døden, som jeg vented mig. Men nu i Dag er jeg jo blevet Frygten kvit for ham og for hans Søster der; thi værre var den Plageaand, der leved i mit eget Hus og suged stadig alt mit rene Hjerteblod. For hendes Trusler kan jeg leve nu i Fred.

Elektra:

Aa ve mig arme! Nu maa højt jeg jamre for, Orest, din tunge Skæbne, naar i Døden du skal haanes af din Moder. (til Klytaimestra) Er du nu tilfreds?

Klytaimestra:

Med dig da ikke! Men med ham er jeg tilfreds.

Elektra:

Hør det, du Hævneraand for ham, der nu er død!

Klytaimestra:

Den har jo hørt den rette Part og ordnet alt.

Elektra:

Ja, haan os nu, da Lykken paa din Side staar!

Klytaimestra:

Det skal Orest og du vel nok faa slaaet ned?

Elektra:

Vi selv er slagne; hvad skal dig vi kunne slaa?

Klytaimestra:

(til Tjeneren) Mit varme Venskab, fremmede, har du fortjent; dit Budskab har jo standset hendes onde Snak.

Tjeneren:

Da alt nu er i Orden, saa kan jeg vel gaa?

Klytaimestra:

Nej, nej, saa vilde du jo blive lønnet slet af mig og ham, som sendte dig med Bud herhen. Kom indenfor! Lad bare hende skrige op i Jammer over sine Venner og sig selv.

(Klytaimestra og Tjeneren gaar ind i Paladset.)

Elektra:

Har I nu sporet nogen Sorg og Sjælekval, og havde Graad og Klage hun tilovers for sin egen Søn, som fandt saa sørgelig en Død? Nej, hjerteløs hun gik sin Vej, med blodig Spot. Hvor er dog tung min Skæbne! Kæreste Orest, du drog mig med dig i dit Fald, fravristed mig den sidste Rest af Haab, der gemtes i min Sjæl, at frelst du skulde komme hjem og hævne ham saa vel som mig. Hvor skal jeg søge Tilflugt nu? Jeg er jo ene, nu da jeg har mistet dig, og mistet Fader; atter maa jeg trælle for de Mennesker i Verden, som jeg hader mest, min Faders Drabsmænd! Er det til at holde ud? Nej, aldrig i den Tid, der kommer, vil jeg mer i deres Hus mig holde til; ved Porten her vil ligegyldig, venneløs, jeg tæres hen. Man kan mig myrde, hvis jeg falder til Besvær for dem derinde: Død er nu Befrielse, og Liv en Plage; Livets Længsel er forbi.

Choret:

Har Zeus sine Lynstraaler gemt i det høje? Har Solguden bortvendt sit flammende øje? Kan dette vel hænde bag Gudernes Ryg?

Elektra:

Aa ve! aa ve!

Choret:

Mit Barn, hvor du græder!

Elektra:

Aa ve!

Choret:

Hold Maade med Sorgen!

Elektra:

Du piner mit Hjerte.

Choret:

Hvorledes?

Elektra:

Hvis Haabet du vækker om Gensynets Glæde med dem, for hvis Død jeg bestandig maa græde, du øger kun Kvalernes knugende Tryk.

Choret:

Kong Amphiaraos

Erifyle overtalte mod bestikkelse sin husbond Amphiaraos til at deltage i et fatalt felttog mod Theben. Deres søn Alkmaion hævnede siden sin far ved at dræbe sin mor.

til Døden blev kaaret, da guldspundne Kæder hans Hustru bedaared, det ved jeg, men hisset i Dødsrigets Nat —

Elektra:

Aa ve, aa ve!

Choret:

han lever og hersker.

Elektra:

Aa ve!

Choret:

Ja, den troløse Kvinde —

Elektra:

blev fældet af Straffen.

Choret:

Til visse.

Elektra:

Der ser du: den lidende atter blev hævnet; mig hjælper nu ingen, thi han, som det evned, har Døden mig røvet, uventet og brat.

Choret:

Sorger paa Sorger bestandig dig rammer.

Elektra:

Det ved jeg til fulde, jeg kender det godt; Ak, Kummer og Kval er jo alt, hvad jeg kender, og Modgang og Pine i stort som i smaat.

Choret:

Selv vi jo saa, hvorfra Klagerne stammer.

Elektra:

Saa opgiv for stedse at standse min Klage.

Choret:

Hvad tænker du paa?

Elektra:

For mig er jo nu ingen Redning tilbage, og Slægten var dødsdømt, skønt Fader var Drot.

Choret:

Døden er Menneskets sikreste Eje.

Elektra:

Mon ogsaa den Død er naturlig og ret, den Død, som han fandt, mellem Væddeløbsheste, tilfældigt, indfiltret i Tømmernes Net?

Choret:

Dunkle og skjulte er Ulykkens Veje.

Elektra:

Ja, sikkert, naar fjernt fra de nærmeste Venner —

Choret:

Aa ve!

Elektra:

hans Ligfærd blev ordnet af fremmede Hænder, og ikke engang af hans Søster begrædt.

Chrysothemis (kommer ind):

Opfyldt af Glæde, kære Søster, kommer jeg med større Hurtighed, end strengt er passende. Jeg har et Glædesbudskab, som gør Ende paa de Sorger, som har hidtil gjort dit Hjerte ondt.

Elektra:

Hvor finder du da Lindring for de Lidelser, mod hvilke jeg ej finder mindste Lægedom?

Chrysothemis:

Orest er kommen, — dette er mit Bud til dig lyslevende, som selv jeg her foran dig staar.

Elektra:

Er du afsindig, stakkels Søster? Spotter du den Sorg, som er din egen fuldt saa vel som min?

Chrysothemis:

Nej, nej; Jeg sværger ved min Faders Arnested, jeg spotter ikke, men jeg ved, han er os nær.

Elektra:

I store Guder! Hvem mon i Alverden har fortalt dig dette, som du tror saa fuldt og fast?

Chrysothemis:

Slet ingen har fortalt mig det; jeg selv har set usvigelige Kendetegn; dem tror jeg paa.

Elektra:

Hvad har du da at bygge paa, mit Barn, og hvad er Kilden til dit taabelige Hjernespind?

Chrysothemis:

Du har jo endnu intet hørt; hvor ved du da, om du skal kalde mig forstandig eller gal?

Elektra:

Saa sig mig da det. som du er saa opsat paa.

Chrysothemis:

Jeg skal fortælle dig alt, hvad jeg selv har set. Da jeg var kommen ud til Faders gamle Grav, jeg saa straks, at der paa dens Top fornylig var udgydt en Strøm af Offermælk, et Blomsterflor var lagt om Faders Hvilested som Offerkrans. Forbavset ved det sære Syn, jeg saa mig om, at ikke nogen skulde komme bag paa mig; men da jeg saa, at alt var stille rundt omkring, saa gik jeg langsomt nærmere, og saa, at der var lagt en nys afskaaren Lok paa Gravens Kant. Straks da jeg saa det, lynsnart for igennem mig den frydefulde Tanke, at det var et Tegn fra ham, Orestes, hvem jeg elsker allermest. Jeg tog den varsomt, vogted mig for stærke Ord, men stille Glædestaarer brød i øjet frem. Fuldstændig sikker er jeg nu saa vel som før: en saadan Gave kan kun være bragt af ham. Thi hvem har vel, foruden os to, Grund til sligt? Og jeg har ikke lagt den der, det ved jeg da, du heller ej; du maa jo høre onde Ord, naar blot du gaar et Øjeblik til Templerne. Og Moder, nej, hun undgaar gerne den Slags Ting, og var det hende, havde vi vel mærket det. Det er Orestes, som har smykket Graven nu. Fat derfor Mod, min kære Søster! Livet er jo ikke altid ens for samme Menneske. Os Skæbnen hidtil gik imod; nu skal du se: fra nu af vender Lykken sig til Gunst for os.

Elektra:

Du stakkels Daare! Medynk føler jeg med dig.

Chrysothemis:

Hvorledes? Gør da mine Ord dig ikke glad?

Elektra:

Du aner ikke selv, hvor det er meningsløst.

Chrysothemis:

Ved ikke jeg Besked med det, jeg selv har set?

Elektra:

Nej, han er død, du stakkels Barn; fra ham du kan ej Frelse vente; tænk blot ikke mer paa ham.

Chrysothemis:

Hvad hører jeg? Hvem har dog bragt dig den Besked?

Elektra:

En Mand, der var til Stede, da han Døden fandt.

Chrysothemis:

Hvor er da han? Det hele er mig gaadefuldt.

Elektra:

Derinde. Glad er Moder ved hans Sørgebud.

Chrysothemis:

Ufatteligt! Hvem i Alverden har da bragt de mange Offergaver ud paa Faders Grav?

Elektra:

Jeg tænker mig, at da Orest ej lever mer, en ubekendt har villet mindes ham dermed.

Chrysothemis:

Hvor det er tungt! Og jeg, der med et saadant Bud saa glad til Mode iler hid, jeg aner ej, hvor rent fortvivlet Sagen staar; først nu jeg ser, at til de gamle Kvaler føjer sig en ny:

Elektra:

Ja, saadan er det! Men hvis du vil følge mig, kan du afkaste Sorgen, som nu knuger os.

Chrysothemis:

Skal jeg maaske de døde gøre levende?

Elektra:

Hvem tænker derpaa? Helt afsindig er jeg ej.

Chrysothemis:

Hvad ønsker du da af, hvad der staar i min Magt?

Elektra:

Med Mod at gøre det, som jeg dig raader til.

Chrysothemis:

Ja, hvis det gavner, vil jeg ikke undslaa mig.

Elektra:

Men husk, at uden Møje lykkes ingenting.

Chrysothemis:

Jeg staar dig bi, saa vidt som jeg har Kræfter til.

Elektra:

Nu skal du høre, hvordan jeg har lagt min Plan. Nu ogsaa du har indset, at af Venners Hjælp kan intet mer vi vente. Hades røvet har vor sidste Tilflugt, helt alene er vi nu. Saa længe som jeg hørte, at min Broder var endnu i Live, haabede jeg stadig paa, at han omsider skulde hævne Faders Drab. Men nu da han er borte, venter jeg af dig, at uforsagt du, sammen med din Søster her, vil dræbe ham, den Mand, der udgød Faders Blod, Aigisthos, ja, nu vil jeg intet skjule mer. Hvad venter du letsindig paa, og hvilket Haab kan end med Grund du nære? Du maa taale nu, at man forholder dig din Faders Ejendom. Du maa jo taale, nu, saa gammel som du er, at ældes uden Ægtemand og Brudefærd. Og du kan være rolig for, at aldrig du vil opnaa denne Lykke; aldrig gør Aigisth en saadan Dumhed, at han lader dig og mig forplante Slægten til sin egen Undergang. Men hvis du vil gaa med til det, som jeg har tænkt, du først og fremmest vinder Ry for Pietet mod dem, der døde, mod din Fader og Orest; og dernæst vil du kaldes det, du fødtes til, fribaaren Kvinde, og et værdigt Giftermaal du faar: man foretrækker altid det, der dur. Og ser du ikke, hvilken stolt Berømmelse du vinder for os bægge ved at følge mig? Thi hvem blandt Landsmænd og blandt fremmede vil ej, ved Synet af os, hædre os med Lov og Pris: "Se, kære Venner, se paa disse Søstre to, som frelste deres Faders Hus fra Skam og Sorg, som dristigt satte Livet ind og tog sig paa at bringe over stolte Fjender Straf og Død; dem maa man elske, dem maa alle agte højt: ved alle Fester og ved hver en Sammenkomst maa dem man hædre, prise deres ædle Mod." Saadan vil Talen lyde om os overalt, i Liv og Død vil denne Hæder vare ved. Ja, kære Søster, lyd mig, staa din Fader bi, og hjælp din Broder, gør en Ende paa min Kval og paa din egen; klart erkender du jo selv: fribaarne Sjæle taaler ej et Liv i Skam.

Chorføreren:

Ved den Slags Spørgsmaal er Besindighed til Gavn for den, der taler, som for den, der lytter til.

Chrysothemis:

(til Choret) Ja, hvis hun, kære Kvinder, før hun ytred sig, blot tænkte klart, hun vejed sikkert sine Ord med rolig Klogskab, hvad hun netop ikke gør. (til Elektra) Hvad har du dog for Tanker, naar med saadant Mod du ruster dig og byder mig at hjælpe med? Ser du da ikke, du er Kvinde, ikke Mand, og du har mindre Magt end de, du staar imod, og Lykkens Strøm dem bringer fremad netop nu, imens for os den siver bort og ebber ud. Naar man nu pønser paa at komme ham til Livs, hvor kan da nogen tro at slippe godt derfra? Blot ikke vi vor tunge Lod gør tungere endnu, hvis nogen hører, hvad vi taler om. Det bringer os jo ikke allermindste Gavn at vinde Ære for at dø en ussel Død: thi Døden er jo ej det værste, men naar man vil gerne dø og dog kan ej faa Lov dertil. Min kære Søster, førend vi er redningsløst fortabte, og vor Slægt er dømt til Undergang, behersk din vilde Vrede. Alt hvad du har sagt, jeg gemmer trofast, det skal ingen Virkning faa; men tag Fornuften fangen, før det er for sent: erkend din Afmagt overfor din Overmand.

Chorføreren:

Følg hendes Raad: et større Gode findes ej i Verden end Fornuft og roligt Overlæg.

Elektra:

Din Tale mig forbavser ej: jeg vidste godt, du vilde vise fra dig, hvad jeg foreslog. Saa maa jeg skride ene til det store Værk, med egen Haand; det bliver ej ved tomme Ord.

Chrysothemis:

Ak, gid du havde haft det samme Sindelag ved Faders Død! Saa var nok alting blevet godt.

Elektra:

Jeg var den samme, men det skorted paa Forstand.

Chrysothemis:

Søg heller at bevare altid den Forstand.

Elektra:

Du svigter mig, det mener du vel med de Raad?

Chrysothemis:

Naar galt man handler, maa det ogsaa ende galt.

Elektra:

Trods al din Visdom afskyr jeg din Usselhed.

Chrysothemis:

Jeg venter roligt, til du tilstaar, jeg har Ret.

Elektra:

Nej, aldrig vil du kunne opnaa det af mig.

Chrysothemis:

Det vil vi nok engang i Tiden faa at se.

Elektra:

Gaa bort! Du mangler Evnen til at gøre Gavn.

Chrysothemis:

Nej, nej; men Evnen til at lære mangler du.

Elektra:

Gaa du blot til din Moder og sig hende alt.

Chrysothemis:

Saa dybt et Had har jeg dog aldrig følt mod dig.

Elektra:

Du maa da indse, at du kræver Pjaltethed.

Chrysothemis:

Nej, ingen Pjaltethed, men kun Besindighed.

Elektra:

Jeg skulde altsaa følge det, du kalder Ret?

Chrysothemis:

Ja, naar du tænker rigtigt, skal du føre an.

Elektra:

Din skønne Tale fører dig til Misgreb kun.

Chrysothemis:

Der nævner du just, hvad man kan bebrejde dig.

Elektra:

Du kan da ikke tvivle om min gode Ret?

Chrysothemis:

Nej, men til Tider kan selv Retten volde ondt.

Elektra:

Den Lov skal aldrig være Rettesnor for mig.

Chrysothemis:

Ved denne Handling vil du sande mine Ord.

Elektra:

Jeg viger ikke, selvom du vil skræmme mig.

Chrysothemis:

Kan virkelig slet ingen mer faa dig derfra?

Elektra:

Nej, slette Raad jeg viser fra mig med Foragt.

Chrysothemis:

Alt hvad jeg siger, gaar du altsaa stik imod?

Elektra:

Den Sag har jeg for længe siden gennemtænkt.

Chrysothemis:

Saa lad os skilles; mine Ord har ingen Vægt for dig, og jeg er ganske modsat din Natur.

Elektra:

Ja, gaa du kun, dig vil jeg aldrig søge mer, selvom du nok saa meget maatte ønske det; det vilde være taabeligt og ørkesløst.

Chrysothemis:

Hvis virkelig du mener, at du er saa vis, behold din Visdom; naar du bliver stedt i Nød, da vil du, men for silde, sande mine Ord.

(gaar ind i Paladset.)

Choret:

Fuglen i Luften gør tit os til Skamme; omsorgsfuld bjærger den Føden til dem

Tilsyneladende mener Sofokles at fugleunger fodrer deres forældre.

, som har den baaret til Livslyset frem, skærmet dens Opvækst og skænket den Hjem. Hvorfor gør Mennesket ikke det samme? Lynet fra Zeus snart vil over os komme, Themis

Gudinde for retfærdighed.

vil fuldbyrde straffende Domme, hævde den evige Lov, som vi brød. Il da, I Røster, som Gravene dølger, raab den oprørende Tidende ud, højt lad det lyde, det sorgfulde Bud: Lykken har svigtet og Skammen forfølger Atreus' Sønner i Dødsrigets Skød. Slægtens Forbandelse intet kan dæmpe; nylig ved Søstrenes hidsende Strid bristed for hele den kommende Tid Haabet om Enighed, venlig og blid. Ene Elektra mod Stormen vil kæmpe; svigtet af alle hun stadig udgyder Strømme af Taarer, og Klagerne lyder som den tungsindige Nattergals Røst. Faderens Drabsmænd hun aldrig kan glemme; modigt vil Livet hun sætte paa Spil, vandre i Døden med Glæde hun vil, følger blot Hævnaandens manende Stemme. Ingen har ædlere Hjerte i Bryst. At ædle Sjæle i Støvet træder ved pjaltet Adfærd den vundne Hæder, har aldrig, mit Barn, man set. Den Lod, du valgte, er tung at bære; trods Savn og Lidelser fast du staar; er Kampen end baade lang og haard, som Løn du vinder en dobbelt Ære for Retsind og Pietet. Jeg ønsker, Lykken sig snarligt vender, den Magtens Sødme, de andre kender, maa blive dig selv til Gavn. Dig Skæbnen fører ad trange Veje; dog kækt du løfter den tunge Vægt, den Pligt, som arves fra Slægt til Slægt; som pligttro Datter du faar i Eje det skønneste Hædersnavn.

Orestes (med en Ledsager, kommer med Askeurnen):

Sig mig. I Kvinder, om man gav mig ret Besked, og om jeg gaar den lige Vej imod mit Maal.

Chorføreren:

I hvilken Hensigt kommer du? Hvad søger du?

Orestes:

Aigisthos' Bolig. Jeg har længe spurgt mig for.

Chorføreren:

Den, som har vist dig denne Vej, ej lastes kan.

Orestes:

Hvem kan vi bede bringe Bud i Huset ind, at, som det ønskes, kommer vi til Stede her?

Chorføreren:

Hun der er nærmest til at bringe dette Bud.

Orestes:

(til Elektra) Jeg beder dig, gaa ind i Huset og fortæl, at Mænd fra Phokis ønsker Møde med Aigisth.

Elektra:

Dog ikke for at bringe os Beviser for et grufuldt Rygte, som har nylig naaet os?

Orestes:

Jeg ved ej, hvad du sigter til; men om Orest vi bringer Bud; det bød den gamle Strophios.

Elektra:

Hvad er det da? Jeg gribes af en sælsom Angst.

Orestes:

Orest er død; hans Aske overbringer vi i denne lille Urne gemt, som her du ser.

Elektra:

Saa er det altsaa Sandhed, hvad jeg frygted mest: det sidste Glimt af Haab forsvandt ved dette Syn.

Orestes:

Ja, hvis du føler nogen Medynk med Orest, saa vid, at denne Urne gemmer nu hans Lig.

Elektra:

O fremmede, ved alle Guder beder jeg: naar han i denne Urne rummes, ræk mig den, at jeg ved denne Askehob kan jamre højt og græde over hele Slægten og mig selv.

Orestes:

(til sin Ledsager) Ræk hende den, hvem hun saa er; det lader til, at hendes Bøn ej skyldes Fjendskab eller Had, men snarere et Venskabs- eller Slægtskabsbaand.

Elektra (med Urnen i sin Haand):

Du sidste Minde om Orest, min Broder kær, min bedste Ven i Verden, jeg modtager dig med ganske andre Tanker, end da du drog bort. Nu holder jeg din Askeurne i min Haand, men dengang var du Bærer af mit stolte Haab. Gid Døden havde ramt mig selv, i Stedet for at jeg dig skjulte, frelste fra en blodig Død. og fik dig bragt i Sikkerhed til fremmed Land: saa var du sikkert blevet dræbt den samme Dag og stedt til Hvile hos din Fader i hans Grav. Men nu, som hjemløs Flygtning i et fremmed Land du døde ved et lumpent Uheld, fjernt fra mig. Din stakkels Søster fik jo ikke Lov engang med kærlig Haand at tvætte dig og løfte ud af Baalets Flammer Asken af dit brændte Lig: den sidste Ære vistes dig af fremmed Haand. Nu er du kun en ringe Urnes ringe Last. Med Vemod ser jeg al min varme Kærlighed gaa helt til Spilde, alt det kære Bryderi, du fordum tit mig voldte; thi du aldrig var din Moders Yndling nær i samme Grad som min, og ingen uden jeg alene passed dig, og mig, din Søster, kaldte du bestandig paa. Nu er paa een Dag dette helt tilintetgjort, da du gik bort; thi som en Storm dit bratte Fald har alt bortvejret: Fader hviler i sin Grav, mit Liv du knuste, dig har Døden revet bort. Nu jubler Fjenden, og vor onde Moder er forrykt af Glæde; ofte dog du sendte Bud som hun ej aned, hvor du stadig gav mig Haab, at selv du bragte Hævnen: men den Lykke har vor fælles onde Skæbne nu berøvet os: jeg faar jo ej din kære Skikkelse at se, men kun en tom, unyttig, ringe Askehob. Med Smerte jeg ser den Bane, hvor Skæbnen har styret dit Liv, min kæreste Broder; det sørgelige Gensyn har mig Døden bragt, en Død af Sorg, min Broder og min bedste Ven. Saa und mig da en Plads hos dig, hvor du nu bor; jeg er en Skygge som du selv, der ønsker Fred for evigt hos de døde. Da du var hos mig, vi delte alting med hinanden, ogsaa nu vil helst jeg dø og hvile hos dig i din Grav. De døde, ved jeg, kender ej til Sorg og Savn.

Chorføreren:

Elektra, husk, din Fader var en dødelig, og dødelig Orestes; derfor dæmp din Sorg. Vi maa jo alle friste denne Lod, at dø.

Orestes:

Hvor finder jeg det rette Ord? Jeg opfyldt er af sælsom Uro; tie mægter jeg ej nu.

Elektra:

Er du bedrøvet? Hvad betyder disse Ord?

Orestes:

Er det Elektras stolte Skikkelse, jeg ser?

Elektra:

Jeg er Elektra, men fornedret og forpint.

Orestes:

Jeg dybt maa sørge, naar jeg ser, hvad du har lidt.

Elektra:

Kan jeg, en fremmed, vække saadan Sorg hos dig?

Orestes:

Man har dig haanet, hensynsløst tilsidesat!

Elektra:

Din bitre Klage gælder altsaa netop mig?

Orestes:

Du voksed op i ugift Stand, ulykkelig!

Elektra:

Dit Blik, din Klage ej jeg fatter, fremmede.

Orestes:

Nu først jeg kender ret til Bunds min egen Kval.

Elektra:

Hvad har jeg sagt, som kalder denne Tanke frem?

Orestes:

Jeg ser jo, Modgang kuer ej din stolte Sjæl.

Elektra:

Af mine Sorger ser du kun den mindste Del.

Orestes:

Hvad kan da tænkes værre end, hvad alt jeg ser?

Elektra:

Det, at jeg her maa stadig omgaas Mordere.

Orestes:

Hvis Mordere? Hvad er det dog, du taler om?

Elektra:

Min Faders; jeg er tvunget til at lystre dem.

Orestes:

Hvem i Alverden øver denne Tvang mod dig?

Elektra:

Hun kaldes Moder, ligner dog en Moder slet.

Orestes:

Hvad gør hun? Tør hun prygle eller sulte dig?

Elektra:

Jeg døjer baade Prygl og Sult og andet ondt.

Orestes:

Og ingen kan med kraftig Haand forhindre det?

Elektra:

Der var kun een; hans Aske gav du i min Haand.

Orestes:

Jeg maa dig ynke ved at se, hvad du har lidt.

Elektra:

Da vid, at ellers aldrig nogen ynked mig.

Orestes:

Ja, jeg alene rammes af den samme Sorg.

Elektra:

Maaske du mener, at du er i Slægt med os?

Orestes (peger paa Choret):

Det skal jeg sige, hvis jeg stole tør paa dem.

Elektra:

Det kan du roligt, ingen røber dine Ord.

Orestes:

Saa ræk mig Urnen, og du skal erfare alt.

Elektra:

Ved alle Guder, gør mig ikke denne Sorg!

Orestes:

Gør som jeg siger; aldrig vil du angre det.

Elektra:

Nej, ved din Hage, lad mig dog beholde den.

Orestes:

Det kan ej ske.

Elektra:

En Sorg igen du volder mig, Orestes, hvis jeg ved din Ligfærd jages bort.

Orestes:

Behersk din Tale, thi du klager uden Ret.

Elektra:

Har jeg ej Ret til Klage ved min Broders Død?

Orestes:

Nej, du maa ikke tale saadan, som du gør.

Elektra:

Er jeg den døde helt uværdig, mener du?

Orestes:

Du ingen er uværdig, men — den er ej din.

Elektra:

Orestes' Aske, som jeg holder i min Haand?

Orestes:

Det med Orestes' Aske er et Paafund blot.

Elektra:

Hvor findes da min stakkels døde Broders Grav?

Orestes:

Den findes ej; en levende har ingen Grav.

Elektra:

Men Barn, hvad er det?

Orestes:

Sandhed kun fortæller jeg.

Elektra:

Saa lever Manden?

Orestes:

Ja, saa sandt jeg lever selv.

Elektra:

Du er Orestes?

Orestes:

Kast et Blik paa Ringen her, min Faders Ring, og døm saa, om jeg taler sandt.

Elektra:

Frem bryder Lyset.

Orestes:

Ja, det samme siger jeg.

Elektra:

Saa lød din Stemme?

Orestes:

Spørg ej mere andre ud.

Elektra:

Dig selv jeg favner?

Orestes:

Gid det altid varer ved.

Elektra:

(til Choret) I kære Kvinder, Borgerinder i vor By, her ser I nu Orestes selv; ved Kunstgreb blev han død, ved Kunstgreb blev han atter levende.

Chorføreren:

Vi ser det, Barn, og ved den Vending, Skæbnen tog, paa Kinden rinder Glædens milde Taarestrøm.

Elektra:

Min Broder, min Broder, hvem højest jeg elsker af alle, du kom dog til sidst, du kom, du fandt, du saa dem, som du længtes mod.

Orestes:

Jeg er jo kommen; ti blot stille nu og vent.

Elektra:

Hvad mener du?

Orestes (peger paa Paladset):

Du helst bør tie; ingen hist maa høre os.

Elektra:

Ved Artemis, evige, kyske Gudinde, at skælve for dem har jeg ikke i Sinde, det usleste Slæng af Kvinder, som ikke tør vove sig frem.

Orestes:

Men ogsaa Kvinder kan besidde Krigermod; du kender jo af Selvsyn ganske godt dertil.

Elektra:

Aa, tusindfold ve! usminket du nævner vor grufulde Kval, som aldrig kan hæves, og aldrig kan glemmes, i hele dens knugende Vælde.

Orestes:

Jeg kender det tilfulde; men naar vi engang kan tale frit, da skal vi mindes disse Ting.

Elektra:

Hver Time, hver Time paa Dagen med Rette jeg kunde nu tale derom; nu faldt de Lænker, som har bundet mine Ord.

Orestes:

Ja, du har Ret: hold derfor fast paa, hvad du vandt.

Elektra:

Hvad skal jeg da?

Orestes:

Tal ej vidtløftigt om, hvad Tiden ej er til.

Elektra:

Hvem nøjes dog vel med i Tavshed at nyde den Gensynets Fryd, som i Ord vil frembryde? Jeg gensaa dig jo først nu, da jeg opgav al Længsel og Haab,

Orestes:

Du gensaa mig, da Guder bød mig gaa herhen.

Elektra:

Langt højere Fryd jeg føler ved dette, end før, da du kom, naar Guden har styret din Gang til vor Bolig; her mærker jeg Forsynets Vilje.

Orestes:

Jeg vil saa nødig paa din Glæde lægge Baand, dog frygter jeg, at den for stærkt behersker dig.

Elektra:

Da endelig du kom tilbage, og glad jeg ser dig her igen — du saa' min Kvide, — aldrig maa du —

Orestes:

Hvad kan du frygte?

Elektra:

Aldrig maa du kræve det Offer, at jeg ej dit Aasyn skuer.

Orestes:

Jeg vilde vredes, hvis en anden var saa haard.

Elektra:

Min Bøn du opfylder?

Orestes:

Hvor kan jeg andet?

Elektra:

Jeg hørte, I kære, hvad jeg aldrig havde ventet. Jeg kvalte min Heftigheds Stemme; i Tavshed jeg hørte det Sørgebud. Nu har jeg jo dig, og jeg skuer igen dit elskede Aasyn, min kæreste Ven; det skal aldrig i Modgang jeg glemme.

Orestes:

Al overflødig Tale maa du spare nu; fortæl mig ikke, at vor Moder handler slet, og at Aigisthos øder, sætter over Styr vor Faders Rigdom ved afsindig Ødselhed; thi derved, ser du, kan den rette Stund gaa tabt. Men hvad der gavner Sagen, som den ligger for, det vil jeg høre, hvor, ved Snildhed eller Vold, vi bedst kan knuse vore Fjenders Overmod. Blot ikke Moder, ved at se dit glade Smil, skal ane Uraad, naar vi bægge træder ind. Bliv ved at jamre over denne store Sorg, som er et Paafund; lykkes det, som vi har for, saa kan vi altid frejdigt le og glæde os.

Elektra:

Ja, kære Broder, netop som du ønsker det, vil jeg med Glæde gøre; thi min Lykke har jeg selv ej vundet, jeg den skylder ene dig: og derfor vil jeg aldrig, ej for nogen Pris, dig gøre allermindste Sorg: det var jo kun en daarlig Tak for al den Medgang, jeg nu har. Hvad kan jeg ellers sige dig? Du ved jo godt, Aigisthos er i Øjeblikket taget bort, min Moder er derinde. Nær blot ingen Frygt, at hun skal se mit Ansigt klare op til Smil; mit gamle Had for dybt er præget i min Sjæl, og fra den Stund, jeg gensaa dig, af Glæde jeg man stadig græde, kan ej andet, jeg som har paa een Gang set dig være død og levende. Din Godhed mod mig overgaar jo al Forstand: hvis Fader selv stod frem af Graven, vilde nu jeg se det Jærtegn som en helt naturlig Ting. Da nu vi har oplevet din Tilbagekomst, læg Planer blot, som selv du vil; selv uden dig jeg havde aldrig svigtet Ærens klare Bud, hvad enten der mig vented Frelse eller Død.

Orestes:

Jeg beder dig, ti stille! Thi fra Borgen ud jeg hører nogen komme.

Elektra:

Gaa kun dristigt ind; I bringer jo, hvad man vil aldrig glædes ved, men som man nødigt nægter Adgang til sit Hus.

Den gamle tjener (kommer ud af Paladset):

I store Daarer, slagne af Enfoldighed! Er I saa ganske ligeglade med jert Liv? Er I maaske saa blottede for sund Fornuft, at ej I mærker, at de største Farer er ej nær ved os, men allerede over os? Hvis ikke jeg alt længe havde staaet her paa Vagt ved Døren, var den Gerning, I har for, nok sluppet ind i Huset længe før I selv. Nu kan I takke mig for, at det dog gik godt. Hold derfor inde nu med denne lange Snak og det evindelige Glædesklynkeri. Kom ind i Huset; Tøven i en saadan Sag er slet bevendt, det gælder rask at faa det gjort.

Orestes:

Er alt derinde ellers gunstigt for mit Værk?

Tjeneren:

Ja vel, alt er i Orden, ingen kender dig.

Orestes:

Du har vel altsaa meddelt dem, at jeg er død?

Tjeneren:

Ja, vid, at her man tror, du hører Hades til.

Orestes:

Og er de glade? Hvordan tog de dette Bud?

Tjeneren:

Det kan jeg altid faa fortalt; for Tiden gaar derinde alting, selv det værste, som det skal.

Elektra:

Fortæl mig, kære Broder, hvem er denne Mand?

Orestes:

Det ved du ikke?

Elektra:

Jeg kan ikke mindes ret.

Orestes:

Du ved ej, hvem du fordum overgav mig til?

Elektra:

Hvad er din Mening?

Orestes:

Han, som til Phokeers Land mig bragte, ved din Klogskab, bort i Sikkerhed?

Elektra:

Er det da ham, den eneste blandt mange, som jeg saa var tro, i sin Tid, ved min Faders Drab?

Orestes:

Ja, netop ham; at spørge mer behøves ej.

Elektra:

Frem bryder Lyset! Dig jeg altsaa ser igen, du som alene frelste Agamemnons Hus, beskyttede os bægge to i Farens Stund. I kære Hænder! Hvilken Lykke du har bragt, da hid din Fod dig førte! Men hvor kunde du saa længe lægge Skjul paa, at du var mig nær, og bringe mig med Dødens Ord al Livets Lyst? Vær hilset, Fader, — Fader maa jeg kalde dig —, Vær hilset; aldrig nogen har hos mig som du paa samme Dag vakt baade Had og Kærlighed.

Tjeneren:

Ja, ja, lad det nu være godt; med Hensyn til, hvad siden skete, ruller Tiden nok af Døgn til at forklare dig, Elektra, dette her. I to, som der staar ledige, jeg siger jer: nu maa der handles, nu er Klytaimestra jo alene, alle Mænd er borte. Tøver I, saa faar I nok at gøre, ikke blot med dem, men ogsaa andre, som er stærkere end de.

Orestes:

Nu vel, Pylades, rask til Værket: Tiden er ej mer til Omsvøbstale, Pligten kalder os derind. Men først vi hilser ydmygt Guderne, som vogter denne Indgang til min Faders Hus.

(Alle undtagen Elektra gaar ind i Paladset.)

Elektra (vender sig mod Apollons Alter):

Apollon, høje Guddom, skænk din stærke Hjælp til disse to og til mig selv, som ofte har af fattig Evne ofret rigeligt til dig. Og nu, lykeiske Apol, af al min Magt jeg beder varmt og inderligt, udstræk din Arm i Naade over os og hvad vi kæmper for, og vis Alverden, hvilken Løn der venter dem, der trodsigt krænker Pietetens klare Bud.

(gaar ind i Paladset.)

Choret:

Urokkelig Ares mod Maalet skrider, Bloddommens Aande staar ud af hans Mund. Sporende Hunde i Borgen er inde, Ondskabens Skjul skal de vide at finde. Hvad dunkelt jeg drømte i svundne Tider, nærmer sig hastigt Fuldbyrdelsens Stund. Thi han, som vil Hævn for de døde øve, lister sig ind i sin fædrene Gaard; gammel Fornedrelse bort han vil tvinge, bærer i Haanden den hvæssede Klinge. Ej Hermes længer med Straffen tøver, hyllet i Mulm han de skyldige naar.

Elektra (kommer ud af Paladset.):

Nu skrider de derinde til det store Værk, I kære Kvinder; vent I blot i Tavshed her.

Chorføreren:

Hvad sker der nu derinde?

Elektra:

Hun til Gravens Fred just smykker Urnen; de staar ganske tæt derved.

Chorføreren:

Hvorfor har du forladt dem?

Elektra:

For at passe paa; Aigisth maa ikke ubemærket slippe ind.

Klytaimestra (raaber inde i Paladset):

Aa ve! mit usalige Hus, forladt af Venner, fuldt af dem, der vil min Død!

Elektra:

En Stemme lyder, Kvinder; hører I det Raab?

Chorføreren:

Med Rædsel det grufulde Vaandeskrig jeg hører.

Klytaimestra (som før):

Man myrder mig; Aigisthos, kommer du dog ej?

Elektra:

Nu lyder Raabet atter.

Klytaimestra (som før):

Aa, mit Barn, mit Barn, hav Medynk med din Moder!

Elektra:

Følte du da selv den mindste Medynk med min Fader eller ham?

Choret:

Pelops' usalige Slægt, i denne Time Skæbnens Vrede paa ny vil kræve Blod.

Klytaimestra (som før):

Ve mig, jeg bløder!

Elektra:

Ram igen, ifald du kan!

Klytaimestra (som før):

Endnu et Saar!

Elektra:

Gid blot Aigisthos ramtes med!

Choret:

Nu øves Hævnen. End lever de, der sank i Graven; til Soning for den gamle Morddaad tager nu de dræbte deres Drabsmænds Liv.

Chorføreren:

Der ser jeg selv dem komme; Ares' Offersaft fra Haanden blodrød drypper; jeg dem dadler ej.

Elektra:

Er alt forbi, Orestes?

Orestes:

Ja, i Huset er alt bragt i Orden, hvis Apollon varsled ret.

Elektra:

Saa fandt hun altsaa Døden?

Orestes:

Du kan være tryg: din Moders Haardhed skal dig aldrig haane mer.

Chorføreren:

Vær stille; jeg tydeligt ser Aigisthos komme.

Elektra:

Saa skynd jer ind i Huset!

Orestes:

Hvor har I da set ham komme?

Elektra:

Der, hist ude fra han nærmer sig helt ubekymret; ved ej, hvad der forestaar.

Chorføreren:

Gaa saa i Forhallen ind nu uden Tøven. Fuldend det Værk, som Heldet hidtil følger!

Orestes:

Det skal nok lykkes.

Elektra:

Skynd dig da i Huset ind!

Orestes:

Nu vel, saa gaar jeg.

Elektra:

Resten skal jeg sørge for.

Chorføreren:

Til ham, der kommer, maa helst du tale kort og stille, med Venlighed ham lokke til den store Kamp, hvor Hævnen ham uventet rammer.

Aigisthos (kommer hurtigt ind):

Hvem af Jer ved, hvor disse Mænd fra Phokis er, som skal os have bragt det Budskab om Orest, at han er død blandt Stumper af sin knuste Vogn? (til Elektra) Dig der, dig spørger jeg, ja netop dig, som var saa kæphøj før; dig maa det jo i særlig Grad gaa nær til Hjerte: du maa vide bedst Besked.

Elektra:

Naturligvis; hvor kan jeg være udenfor, naar Skæbnens Slag forfølger mine nærmeste.

Aigisthos:

Hvor er de da, de fremmede? Fortæl mig det.

Elektra:

Derinde de en hjertelig Værtinde fandt.

Aigisthos:

De bragte altsaa sikkert Budskab om hans Død?

Elektra:

De har bevist det skete, ikke blot i Ord.

Aigisthos:

Jeg altsaa med det samme kan faa Syn for Sagn?

Elektra:

Det kan du faa, et skæbnesvangert, grufuldt Syn.

Aigisthos:

Imod din Vane glæder du mig med dit Ord.

Elektra:

Ja, glæd dig kun, hvis dette er saa glædeligt.

Aigisthos:

Ti stille; jeg befaler dig, luk Porten op, at alle i Mykene, Argos kan det se! Nu maa enhver, som taabeligt har sat sin Lid til denne Mand, som nu vi alle ser, er død, for mig sin Nakke bøje; Trods imod mig skal med ubarmhjertig Strenghed bringes til Fornuft.

Elektra:

Jeg gør, hvad du forlanger; nu først har jeg lært at bøje mig med Ydmyghed for Overmagt.

(Porten lukkes op; der bæres en Baare ud med Klytaimestras Lig; Aigisthos tror, at det er Orestes'.)

Aigisthos:

Hvad her jeg skuer, strider mod Naturens Bud. Er der en Straffedom deri? Jeg ved det ej. Drag Klædet fra dets Aasyn bort, at ogsaa jeg kan jamre over Sorgen, som har ramt min Slægt.

Orestes:

Afdæk det selv; du er dog nærmere end jeg til her ved dette Syn at tale Venneord.

Aigisthos:

Ja, du har Ret, jeg bøjer mig derfor. (til Elektra) Og du, hent Klytaimestra, hvis hun er derinde nu.

Orestes:

Hun er dig nær; søg ikke andre Steder hen!

Aigisthos (tager Klædet fra Ligets Ansigt):

Ve mig, hvad ser jeg?

Orestes:

Du frygter, kender hende ej!

Aigisthos:

Hvem har dog lagt den Snare for min Fod, hvori jeg nu er falden?

Orestes:

Ser du ikke, at du staar og taler, ret som om den levende var død?

Aigisthos:

Nu først forstaar jeg, nu er alting ganske klart: jeg ser, det er Orestes, som jeg taler med.

Orestes:

Trods dette Klarsyn tog du dog saa længe fejl.

Aigisthos:

Saa er jeg dødsens! Skænk mig blot en ringe Stund at tale til dig.

Elektra:

Kære Broder, hør ham ej! For Guds Skyld, lad ham ikke spilde Tid med Snak! Af Ondskab er hans Hjerte fuldt; han skal jo dø! Hvorfor saa tøve? Hvilken Nytte er det til? Nej, dræb ham med det samme, overgiv ham til den Ligfærd, han har altid gjort sig værdig til, langt bort fra vore øjne; det alene kan for mig opveje alt, hvad hidtil jeg har lidt.

Orestes:

Skynd dig nu ind i Huset; nu er det forbi med Strid i Ord; nu gælder det dit eget Liv.

Aigisthos:

Hvorfor derind? Kan ikke her du dræbe mig? Kan det, du gør, da ikke taale Dagens Lys?

Orestes:

Det nytter ej: hvor selv du har min Fader dræbt, der skal du hen, at du kan dø paa samme Sted.

Aigisthos:

Er dette Hus da udset til en Skueplads for Pelopideættens evige Fordærv?

Orestes:

For din i alt Fald; dette kan jeg sikkert spaa.

Aigisthos:

Du praler med en Kunst, din Fader ej besad.

Orestes:

Du svarer rask, og vil saa nødig bort herfra. Afsted.

Aigisthos:

Gaa foran!

Orestes:

Du skal selv gaa først derind.

Aigisthos:

For ej at undfly?

Orestes:

Du skal ikke raade for, hvordan du dør. Du fuldt ud lide skal din Straf. Den Straf bør ufortøvet ramme hver og en, der understaar sig i at trodse Lovens Bud, at lide Døden. Ondskabs Magt var da forbi.

(Alle gaar.)

Choret (synger idet det gaar ud):

Du Atridernes Æt, gennem Lidelsens Tryk har du kæmpet dig frem til Befrielsens Stund; denne Daad har befæstet din Lykke.